Markedet svømmer over med bøger, der vil hjælpe os til at få et bedre liv og få os til at have det bedre med os selv og andre. Selvhjælpsbøger af den ene og anden slags og af meget svingende kvalitet. Coaching og ’coping’ hedder det, når man vil gøre, hvad man kan, for at tackle og håndtere det, livet byder og få mest muligt ud af ens evner og talenter.

Selvhjælpsbøgerne om at magte tilværelsen, om at mestre livet handler i sagens natur om det, vi selv kan. Det, vi selv har magt og ansvar overfor – vi er der, hvor vi kan bunde og hvor vi går ud for at se, hvor langt, vi kan det.

Men hvad, når vi når der ud, hvor vi IKKE kan bunde – ikke kan gøre mere, ikke kan magte mere?

Det er her, kirken og troen, tager over, for her bevæger vi os ind på Guds afdeling. Skillelinjen kan være svær at opdage, for jo mere vi kan som mennesker og samfund, jo vanskeligere kan det være at skelne mellem de to afdelinger, menneskets og Guds. Og jo vanskeligere kan det også være at acceptere, at der rent faktisk ER to afdelinger, at mennesket trods stigende viden og kunne stadig har en grænse for, hvad det kan magte at klare.

Hvorfor skal jeg bruge min tid på kirke?

Jeg hørte en foredragsholder sige, at præsterne er som kørelærere, der  har lært danskerne at køre bil selv,  dvs. indprentet dem, at det er næstekærlighed, det handler om. Så det ved danskerne godt og derfor synes de ikke, de behøver gå i kirke for at høre det igen. Intet nyt under solen der. Hvis de skal i kirke, skal det derfor være for at høre og lære noget mere end det, de allerede har lært. Der skal være en grund til at komme der.

Gudstjenesten i sin nuværende form søndag morgen kl. 10 var, da den blev opfundet, tilpasset tiden og dens ånd. Mange af de gamle salmer og melodier var således hotte og lidenskabelige – melodierne var for flere salmers vedkommende datidens hotte pop-melodier a la Medina og salmeteksterne datidens rap a la Per Vers. Gudstjenesten passede til tiden og gudstjenesten var relevant i forhold til dens formål og legitimitet: at nære og styrke troen hos mennesker.

I dag er dette formål blevet glemt. Det gode konservative slogan ’at forandre for at bevare’ eller reformationens ’kirken må altid reformere sig’ er udskiftet til fordel for en museal gudstjeneste-forståelse. Det er nemlig ikke hos mange danskere, den traditionelle gudstjeneste lever op til sin egen selvforståelse, tværtimod. Den er derfor blevet for et mindretal af medlemmerne. Majoriteteten vælger i stedet for at komme til kirkens andre gudstjenester og øvrigt tilbud, som virker mere vedkommende i forhold til at få tanket op åndeligt set.

Et lykkeligere liv

Biskop Niels Henrik Arendt fra Haderslev Stift mener, at kirken er for fjern og ulidenskabelig og slår til lyd for, at vi i kirken skal lære af de kristne i Afrika og Asien og turde tale om, at kristendommen åbner op for et bedre liv og om at vi kan gøre brug af kristendommens betydning i hverdagen. Kristendommen vender folks blik fremad i stedet bagud og forbindes med forventninger om bedre livsvilkår. Niels Henrik Arendt siger i et interview til Bibelselskabet:

“Der er ikke højt nok til himlen i danskernes liv. Mange savner det højere perspektiv. Hvorfor ser de så ikke, at perspektivet findes i kristendommen? Hvorfor roder de rundt, når perspektivet og meningen ligger for næsen af dem? Her må kritikken vendes indad, for kirken har måske pakket Bibelen for meget ind. Kirken er blevet for ulidenskabelig og har været bange for at stille kritiske spørgsmål til kulturen”.

Biskoppens bud er et bud blandt flere på, hvad kirke og tro skal til for i vores samfund og kultur. Et nutidigt bud, der griber tilbage til det, der er kirkens og gudstjenestens kerne, dens centrum og eksistensberettigelse.

Gud skal bruges

Der er flere, der med andre ord er inde på det samme, bl.a. præsten Preben Kok, som siger, at vi taler for lidt om tro i kirken. Vi skal have Gud mere på banen som en ressource, vi skal bruge i vores liv. Kirken og gudstjenesten skal I sin praksis inspirere os til at se livet på en anden måde, end vi gør til hverdag – få os til at lægge mærke til de vigtigste ting, som vi ellers overser gang på gang i vores dagligdag. Vi skal i kirken have oplysninger om den del af livet, som ikke er logisk og vejledning om det, der ikke er til at forstå, selvom det er virkelighed. Kirken er til for at give os mod og kræfter til det liv, vi skal ud til, når gudstjenesten er forbi og vi skal til at se almindeligt igen. Preben Kok siger:

“Troen skal næres, for ellers bruger vi ikke livet helt ud til kanten. Livet har så ufatteligt meget at byde på. Så meget, at det går over al forstand – og derfor skal vi ikke lade forstanden sætte grænsen for, hvad der hører med til livet. Fx er det sådan, at når livet er størst, hænger død og opstandelse sammen. Denne virkelighed kan ikke forstås – den kan kun tros. Derfor skal troen næres, så vi kan leve helt ud til kanten.”

Det, der ikke kan forstås

Professor Lars Qvortrup, som lige er udkommet med en bog om tro som vidensform, ‘Ritualproduktion og paradokshåndtering’ hedder den, taler om, at Gud giver mening til det, vi ikke forstår og det skaber udsyn. Det er med andre ord udsyn, kirken er til for. Kirken giver rum til det, vi ikke ved, giver mening til den viden, der er større end vores. Gud er ikke den gamle mand med skægget, siger Lars Qvortrup, men Gud er et rum af mening, og vi skal skelne mellem det, vi ved, og det, vi ikke ved.

Det er videnskabsmandens bud på kirkens funktion i samfundet. Qvortrup giver et eksempel på, hvad han mener: da hans ene datter var gravid fik hun scanninger for at få sikkerhed for, at barnet var sundt og normalt. En af scanningerne viste, at der måske var noget i vejen, hvilket medførte et hav af nye scanninger. Alle de scanninger og sikkerhedstjeck gav bare ikke sikkerhed, men det modsatte. Jo mere viden, desto større usikkerhed. Qvortrups pointe er, at jo mere viden og information, vi får, jo mere opdager vi alt det, vi ikke ved, for et svar rejser ti nye spørgsmål. Mennesket bliver altså ikke mere og mere sikkert, jo mere viden, det får og det modern rationelle menneske har derfor behov for at forestille sig noget højere, Gud, som hjælper os til at leve med det uforståelige. Problemet er bare, at det moderne menneske ikke kan forbinde disse sine livsspørgmål med de svar, der gives I kirken i dag – kirke svarer på spørgmål, som var vedkommende for en tidligere tids virkelighedsopfattelse og med ord, som var nutidige en gang for længe siden. Kirken er til for at give et meningsrum, hvor moderne mennesker kan finde ‘berigende, beskyttende og trøstende fortolkninger’. Og det hedder videre hos Qvortrup:

“Kirken bør levere noget, der ikke kan forstås, og som giver en anelse om og et sprog for det hinsides….Det handler om at synke hen, hvor der opstår en religiøs erkendelse. Det er for mig et helt basalt menneskeligt behov som at spise morgenmad eller at gå i seng med hinanden.”

Når du ikke kan, hvad du vil

Det sidste bud, jeg vil give, kommer fra sangeren og sangskriveren Simon Kvamm fra bandet ‘Nephew’ og ‘De eneste to’. Han har meldt ud, at han er kristen, trods betænkeligheder og tvivl. For ham er Gud den, han kan overlade alle de store ting i tilværelsen til, for i hvis hænder skulle man ellers gøre det til?

Gud står for en modtendens i tiden, nemlig den udbredte holdning om, at hvis du vil, kan du forandre dig selv. Vi er her ovre i coaching-bøgerne og  mantraet: du kan, hvis og hvad du vil: Du kan blive mere udadvendt, du kan  få et bedre arbejde og en bedre løn, du kan blive en bedre far, og så videre og  så videre. Du kan måske endda blive rask, og lykkes hverken det ene eller  andet, så er det nok, fordi du ikke vil det nok! Bliver du alligevel en fiasko, så  er det din egen skyld! Simon Kvamm siger:

“Med den opfattelse ender vi i en kæmpeskyld hos det enkelte menneske, og det er i høj grad der, vi er i dag. At tro på Gud betyder for mig egentlig ‘bare’, at jeg som menneske skal forsøge at opføre mig ordentligt og så ellers overlade de store issues til ham. For der er ting her i livet, jeg ikke magter at begribe. Hvor jeg er magtesløs.”

Hvad skal kirken og kristendommen til for?

Hører kirken til i et moderne samfund og kultur som den danske? Hvad er kirkens opgave og funktion?

Ovenstående bud er nogle nutidige bud på det. De kredser om det samme, men siger det på forskellig måde, bruger forskellige ord.

Hvad er dit bud?

Kirkeklokkerne siger: Stress af! Stress af! I storbyen hører man dem ikke, og der må man i stedet for selv skabe sig eller finde små åndehuller og pusterum i hverdagen. Fx. kan man vælge at lave ingenting her i efterårsferien eller gå i Natkirken og slænge sig i sækkestolene, inden man går videre ud i nattelivets hektivitet.

Bassen gynger fra diskotek IN ned gennem gaderne. I storkespringvandet står to og kysser. Der er kædedans i Søpavillionen. En pige på 14 år kaster op bag hovedbanegården. På Cozy Bar er der kø til herretoilettet. Det er nat i København.

Det er nat, som det er det så mange andre steder i landet og i hele verden: mennesker mødes, musikken er høj, øl og sprut glider hurtigt ned, mennesker dykker ned i natten.

Hun går gennem byen. Hun leder efter steder at trække vejret, et rum, hvor hun kan ånde frit for en tid.

Digteren og poetryslammeren Thorkil Jacobsen om Natkirken i Københavns domkirke.

Kirkeklokkerne

I gamle dage ringede kirkeklokkerne ud over markerne, ud hvor folk arbejdede, og klokkerne ding-dongede: “Stress af” Stress af!” Og arbejderne på marken kunne stoppe op, folde deres hænder og bede en lille bøn, inden de enten traskede hjemad for at spise eller måske spiste deres madpakke på stedet. Et lille hvil, et lille åndehul midt i hverdagstravlheden. Uden mad og hvile dur’ helten ikke!

På den ugentlige event, om søndagen kl. lidt i 10 i kirken lød bedeslagenes tre gange tre slag. Endnu et vink med en vognstang om, at man skulle huske at bruge tid på at besinde sig. At stoppe op træner ens opmærksomhedssans og lærer en at kunne fokusere. Bare et lille minut eller to, som indledning til det, man skulle koncentrere sig om.

I dag gør kirkeklokkerne det samme, ringer med budskab til det ganske danske folk: Stress af! Stress af!

Klokkerne ringer, men i storbyen ringer de som oftest for døve øren. Der er så mange konkurrerende lyde, at kirkeklokker går ud i et med mængden og bliver overhørt. Man lukker af for dem, ligesom man gør det – og må gøre det – for så mange andre indtryk og potentielle møder, vi bliver bombarderet med dagligt. Uden evnen til at selektere ville man ikke kunne overleve storbylivet.

Men selv hvis folk hørte klokkerne, ville budskabet ramme ved siden af. For der, hvor de ringer søndag formiddag, sover rigtig mange københavnere eller er lige stået op og skal i gang med ugens mest afstressende morgentimer. Søndagsavisen, bagerbrødet, morgen-tv’et – gudstjenesten holdes allerede, men holdes helst hjemme denne hellige morgen i ugen.

På aftenerne, når klokkerne ringer for solnedgang, har folk travlt med at komme hjem fra arbejde. Selvom klokkerne på dette tidspunkt egentlig kunne give god mening for en del, for hvem kunne ikke trænge til en hellig overgang mellem fri fra arbejde og det hektiske hente børn og købe ind og lave aftensmad? Det ville ikke være utænkeligt, at man lige præcis der, mellem de to travle zoner, kunne trænge til en frizone, at geare ned for at kunne geare op. Nogle københavnerkirker giver da også tilbud om en liturgisk ramme og holder fyraftensgudstjenester, selvom de hårde kirkebænke og en liturgi, der primært taler til ørerne og ens analytiske side ikke lige er det, man har mest brug for som afslapning.

Stress koster dyrt

Klokkerne har svært ved at forstå storbylivet og kommer til at ringe på om ikke upassende, så malplacerede tidspunkter. Alligevel er klokkernes budskab ikke mindre aktuelt i dag, end det var i gamle dage: “Stress af! stress af!”

For stress er blevet en folkesygdom. Hver fjerde dansker er iflg. Arbejdsmiljøinstituttet så stresset, at det går ud over livskvaliteten. Iflg. Psykiatrifonden koster stress samfundet op mod 10 milliarder kroner hvert år. Stress skyldes primært, at mange ikke har tid nok til at nå det, de skal, på på arbejdet. Kravene og presset til den enkelte medarbejder er steget gennem årene, med krav om større fleksibilitet, selvstændighed og medansvar. Men stress er ikke kun forbundet til arbejdslivet. Det starter nemlig allerede, mens man er ung, fordi man vil nå det hele og får oparbejdet en tro på, at det hele kan lade sig gøre. Når man senere får børn, vil man derfor både have kvalitetstid med familien, fastholde et højt leveomkostningsniveau og have et meningsfyldt og tidskrævende arbejde. Mange sætter sig så hårdt økonomisk, at det bliver en håbløs opgave at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen. Flere og flere unge kæmper med krav om at kunne præstere langt ud over det realistiske og med krav om en stor omgangskreds, om et rigt socialt liv – jvf. Kristeligt Dagblads artikel om unge og ensomhed her.

Forventningerne til, hvad man kan klare som menneske i dag, er ganske enkelt urealistiske. Og her hjælper det så heller ikke ligefrem, at arbejde og privatliv i dag for mange flyder ud i ét. I dag er arbejdet ikke længere et kald kun for præster og sygeplejersker, men er det for flere og flere i forskellige fag. At ønske sig et meningsfyldt arbejde er jo fint nok, men hvis kaldstanken ikke har indbygget en legitim og realistisk grænsesætning, en begrænsningens ret til at sige nej og fra, går det grueligt galt.

Det perfekte liv

En høj arbejdsmoral, et ideal om at arbejde 50-60 timer om ugen og ønsket om at fastholde en høj levestandard vil man have til at hænge sammen med ikke bare et familieliv, men et godt familieliv samt et velfungerende socialt liv, og man opgiver ikke troen på, at det kan lade sig gøre.

Og hvorfor skulle man også opgive? Mantraet i kulturen er jo, at man kan, hvad man vil, og at menneskets magt og formåen nærmest er guddommelig grænseløs – ordet ‘håbløs’ og ‘magtesløs’ findes ikke i vokabulariet. Medierne lefler for dette grænseløse ideal om at kunne, hvad man vil, og booster det. Mediebilledet er således domineret af positive historier om folk, der kan finde ud at få både karriere, fritid og familieliv til at gå op i en smuk og højere enhed. Omvendt jagter man skånselsløst dem, der ikke kan leve op til det perfekte og fejlfri menneske, fx. læger og politikere, som gang på gang må på anklagebænken for fejl og mangler. Danskeren har udleveret sig selv til den kamp, hvor man kommer til at kæmpe for noget, der ikke kan lade sig gøre. Og det bliver man – ikke så underligt – temmelig stresset af!

Af og til støder man imidlertid på nogle små modtræk. Fx. her i efterårsferien. Selvfølgelig bugner det med artikler og velmenende råd om alt det, man skal kunne nå og orke med familien. Men så er der en lille perle som denne på dr.dk med overskriften ‘Juhu – vi skal lave ingenting!’ Se artikel her.

Moderne åndehuller

Det er nu heller ikke sådan, at danskerne slet ikke hviler sig og aldrig laver ingenting. De stopper rent faktisk op også i dag. Gør de det ikke frivilligt, så bliver de tvunget til det, når de går ned med stress. Wellnes-industrien har da også opdaget en ren guldgrube her – vi taler om en industri, der tjener milliarder hvert år. Wellness-industriens tilbud er nutidens kirkeklokker og bliver i modsætning til kirkeklokkerne hørt. Overalt støder vi på tilbud om rekreation og det i alskens slags udgaver. Nogle ser en masse skjult religiøsitet i dem, fx. i nogle af yogaformerne, men uanset hvad andre inklusive lærerne kan have af motiver, er der for de allerfleste brugere blot tale om profan afspændingsteknik og ikke om at blive omvendt til fx. hinduisme.

Kirkeklokkerne i dag hedder wellness, afspænding og meditation. Hvad kan den kristne tro bidrage med her, som ikke allerede findes i de eksisterende rekreative tilbud?

Den amerikanske teolog R. Niebuhr formulerede en bøn, som bliver kaldt ‘sindsrobønnen’:

“Gud,

giv mig styrke til at acceptere det,

jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre det, jeg kan,

og visdom til at kende forskellen.”

Her peges på den forskel, der er mellem en profan og en kristen tilgang til at koble af. Midlet, formen, handlingen kan være fuldstændig identisk. Om det er et ikke-religiøst eller et religiøst menneske, der henslænger sig i sækkestolene i Natkirken en fredag aften til meditativ musik eller sidder hjemme i lotusstilling på gulvet med meditativ musik i ipod’en kan man ikke se forskel på.

Begge gør det også for at få ro på, få ny energi.

Men der er stor forskel på, om man stresser af for at kunne blive ved at med at leve op til et grænseløst forventningspres – eller om man gør det ud fra at have slået en streg i sandet, som den, der har erkendt sin begrænsning.

Den ene har ikke opgivet sin overdrevne tro på egne evner og formåen, sin tro på det perfekte – den anden har slået det perfekte menneske ihjel. Den profane afstressning kan holde et helt liv i gennem, holde det kørende, men set fra kristne øjne er det kun den næstbedste løsning. At holde den kørende rummer nemlig en latent risiko for at at vise sig som ‘buksepis’, dvs. varme lunt i to minutter og så blive endnu koldere end før. Afstresningsøvelserne bliver til symptom-behandling i stedet for årsagsbehandling, fordi formålet med øvelserne er at blive fit for fight til at kunne magte endnu mere – eller magte det, man ikke kan magte. Det, der skulle virke afstressende bliver blot endnu et åg, man skal bære på. Den bedste løsning er i stedet at bygge på en accept af, at mennesket har sine naturlige grænser og i nogle situationer intet kan stille op, uanset hvor mange meditationer, man så end udfører. Afstressningsøvelser  bliver på denne måde ikke et middel til at kunne mere, for det ‘mere’ har man opgivet, men til blot og bar den afstressning, ethvert menneske selvfølgelig og naturligt har brug.

Kristen afstressning

Afstressning for den kristne har i sin tanke denne tilgang. Som det lyder i bønnen: Gud, giv mig styrke til at acceptere det, jeg ikke kan ændre.” Der er noget, der ikke kan blive hverken bedre eller anderledes, ligegyldigt hvor meget du så end vil og ønsker det. Det er bare sådan. Det er, som det er. Nej, det er ikke realistisk både at kunne klare en 50-timers arbejdsuge, et velfungerende familie- og socialt liv samtidig. Det er ganske enkelt for meget på én gang, når man bare er et menneske. Så slap af! Og koncentrer dig om det, du rent faktisk kan overkomme. Realisme kan være en ligeså bitter pille at sluge for den kristne som den ikke-kristne – det er også derfor, man må bede Gud om styrke – det en en stadig kamp at måtte sande, at man ‘bare’ er et menneske. Men i det mindste er der en at tale med det om, så man står ikke helt alene med sig selv og sin fejlbarlighed. For den kristne er der en tro på, at Gud også skal klare noget – Gud skal klare de store ting. Det letter åget fra en selv, så man dels både kan slappe lidt mere ubekymret af, og dels gå lidt mere realistisk til værks med det, man så rent faktisk kan og formår.

ODE

Butiksfacadernes nedgroede tilbud lyser

alt for vågent

gennem gitter og tykt glas

indkapsler enhver fortabt teenagepige eller husvild

i sin messende røntgenskrift.

Eksistens betyder mobile løsninger

om behov og andres behov

abonnementet er næsten gratis

pinkoden ligeså variabel som den identitet

der nyopereret smiler

fra den store skærm bag ruden

indtil strømmen svigter og lyset går ud:

En mørklagt by bag mine øjne

den nedsatte puls

gør ord stumme

adrenalinen pumper ikke længere

gennem fosforescerende gange

og jeg ved ikke hvad jeg skal nå

andet end at tømme min sjæls korridorer.

Her er stille

kun en hvisken i et indre kapel

samler fragmenter i en pludselig bøn.

Her er plads

endnu et lille lys tændes i et voksende rum

og kaster skygger

fra den hjemløses søvn på væggen.

Ode til Nattens kirke

Skrevet til Natkirkens fem års fødselsdag september 2004

Af Kristina Stoltz, forfatter og natkirkegænger

Link til musikken fra Dreamhub og med gendigtninger af bibelske fortællinger, konceptet  ‘ChillOut Night i Natkirken’ - balsam for sjælen.

”Kristendom er for dem, som ikke kan klare sig selv”, var der en gang en natkirkegænger, der skrev. Der var ingen tvivl om, at det var absolut nedladende ment. Her talte det selvberoende menneske, der ikke behøvede en gud til at magte tilværelsen og sig selv. Modsat den kristne, som har isoleret sig fra livet og verden og som ikke har modet til at stå ved sig selv og virkeligheden.

Er jeg sådan én, tænkte jeg og prøvede desperat at se mindre forpint og offeragtig ud og smile meget mere og bredt uden at vise tænder til næste nadveruddeling.

Vi brugte nu citatet med stolthed, for det er som bekendt af fjenderne, børn og fulde folk, man skal høre sandheden (hvor sidstnævnte i øvrigt afslører, at københavnerne er fulde af tro). Jep, sagde vi i Natkirken. Kristendom er for dem, som ikke kan klare sig selv! Sagde Jesus ikke også, at han ikke var kommet for at frelse de raske, men de syge? Selvom her tonede det ubehagelige billede af den offertankeramte kristne frem igen.

Er det nu også sådan, det er, tænkte jeg, – er det nu også helt i overensstemmelse med virkeligheden, at tro kun er for dem, som ligger ned?

Hvordan skal tro i det hele taget forstås – hvad vil det sige at være troende i dag?

Tro som trøst og fred

Går man til en traditionel gudstjeneste kl. 10 søndag formiddag, vil man i de fleste kirker få bekræftet, at tro kun er at forstå som trøst for sagtmodige og som værn imod døden. Tro som ’trøstet sorg’, kalder jeg den, og gudstjenesteligt kommer den til udtryk i salmen ’O du Guds lam’ (salmebogens nr. 439).  Den synges mange steder som fast led i forbindelse med nadveren, og rigtig mange steder nøjes man med at synge et af versene, nemlig det første, som lyder sådan her:

O du Guds Lam!

med korsets skam,

du bar al verdens synder,

derfra al trøst begynder;

miskundelig

forbarm du dig!

Det er tro som trøst. At tro kan det, er der masser af beviser for. Det mest troende sted og største bedehus in town er som bekendt sygehuset (og fængslet, tænker jeg).

Andet vers i ’O du Guds lam’ taler om tro som fred, som jeg synes, hører til i samme boldgade som trøsten:

O du Guds Lam!

med korsets skam,

du bar al verdens synder,

dermed al fred begynder;

af kærlighed

giv os din fred!

Jeg hørte en gang psykoterapeuten og præsten Bent Falk tale om evangeliet som nødløsning, dvs. evangeliet som det, man tyr til som sidste udvej – når situationen er håbløs. Når alle andre veje er prøvet, kan man prøve evangeliet. Det kan være i forbindelse med en svær krise, ved et dødsfald eller sygdom,  eller det kan være i forbindelse med et misbrug og en social og eksistentiel deroute.

Hvordan finder jeg en nådig Gud?  Sådan spurgte Martin Luther i sin klostercelle. Han lå helt nede og bed i græsset, tynget af skyld og synd og angst over for den vrede Gud, som han skulle please uden alligevel nogensinde at kunne gøre det godt nok. Ud af den pinsel om aldrig at kunne blive god nok, kom en tro på den Gud, som giver én lov til at være den, man er, selvom man ikke er, og heller aldrig bliver, god nok.

En sådan tro kan også opstå midt i det jævne liv, dog gerne med nogle år og levet liv på bagen. Man skal have nået at fejle og svigte, så illusionen om, at man  skulle være uskyldig og fejlfri, er bristet. Her kan troen poppe op som svar på den skyld og begrænsning, det er, at være mig. Men det kræver som sagt, at man har trådt forkert og er klar over det.

Tro som tradition

For størsteparten af folkekirkens medlemmer er kristendom og tro sandsynligvis forstået som tradition. Der laves kun meget få kvalitative undersøgelser af medlemmernes tro og religiøsitet, så det bliver ved gisningerne. Det er denne tro, tro som tradition, der i høj grad bærer folkekirken, for den betyder, at mange danskere stadig holder fast i institutionen og i deres medlemskab af den. Tro er et bestemt rum, nemlig kirkerummet, og dette bestemte rum egner sig fortrinligt som ramme for medlemmernes respektive sociale fællesskaber. De inviterer derfor deres fællesskaber, familie og venner mv, ind i kirkerummet ved særlige højtider i livet såsom dåb, konfirmation, vielse og begravelse samt juleaften. Til traditionen kan også høre, at man har fået overleveret nogle værdier, såsom næstekærlighed, at opføre sig ordentligt og at hjælpe de skrøbelige i samfundet.

Kvalitative undersøgelser af danskernes forhold til kirke, tro og religion, er som nævnt yderst sjældne, men her er dog en, en ph.d.afhandling af religionssociolog Ina Rosen med titlen: “Jeg er troende, men jeg er i hvert fald ikke religiøs” fra 2009. Den undersøger  moderne danske trosforestillinger, herunder især københavnernes forhold til tro og religion og kan downloades her

Læs også et interview med Ina Rosen i Kristeligt Dagblad her

Tro i mange former

Tro findes i mange flere former, fx. som civil religion, som betyder, at man kobler den nationale historie, kultur og sprog sammen med religion. Man skaber en myte, hvor folket, historien og kristendommen sammenkædes – jvf. fx. vores historie om Dannebrog, som faldt ned fra himlen. I civil religion bliver kristendom udtryk for rigtig danskhed, nærmere betegnet en før- og antimoderne en af slagsen. Tro bliver noget, der har med respekt for fædreland, modersmål, slægt og familie at gøre.

Mange indvandrere har fanget pointen og meldt sig ind i folkekirken som udtryk for deres gode vilje til at ville være dansker, for vil du være ’ægte’ dansker, skal du være medlem af folkekirken. Tro som civil religion kommer også til udtryk, når folketinget indleder et nyt folketingsår med en evangelisk-luthersk gudstjeneste og når dronningen afrunder sin nytårstale med et ’Gud bevare Danmark’.

Download bachelorprojekt fra 2007 om religion i det offentlige rum her

Der er også tro som underkastelse. En sådan kristen har isoleret sig fra resten af samfundet og givet afkald på sin kritiske sans til fordel for en underkastelse sig under guden og dennes moralske eviggyldige sandheder. De ’frelste’ eller ’fromme’, som sådanne kristne tit kaldes, er guf for medierne og trives godt i folkebevidstheden.

En sjov karikatur her er degnen, der gnider sig i hænderne over alle de skamløse syndere, dvs. dem, der bare ganske uhæmmet følger deres drifter. Synden sidder selvfølgelig under bæltestedet, det handler om det, de andre gør med underlivet, som man ikke selv tør, selvom man har vild lyst til det. Degnen må derfor nøjes med at få sin orgasme over de andres seksuelle udskejelser, som en orgastisk verbal og hændervridende forargelse over det, de andre gør og får. Hævnen er imidlertid sød. Triumfen for den frelste hedder fortabelsen, for her kan den frelste ENDELIG få oprejsning for alle sine selvvalgte savn og afkald. Dommedag og evigt helvede bliver enden for dem, der har kastet sig nydende over livet og taget for sig af retterne uden at skamme sig. Den, der ler sidst, ler bedst.

Tro som liv

Der er et sidste vers i ’O du Guds lam’, et vers, som peger på, at tro også kan være der som andet og mere end trøst for sagtmodige og værn imod døden. Det er tro som liv:

O du Guds Lam!

med korsets skam,

du bar al verdens synder,

derfra vort liv begynder;

vor død til trods

opliv du os!

I dag forskes der i, hvordan bøn virker på livskvaliteten og tro er begyndt at optræde i damebladene og hos boghandlerne under kategorien ’selvudvikling’ og ’coping’. Her bliver tro set som ressource, en kilde til energi, som kan give styrke, mod og øget livskvalitet. Jesus hænger på korset, men vi er vi ovre i vikingetidens triumferende Kristus. Han har ikke spor brug for trøst, den Jesus dér, han er fuld af manddomskraft, og er den, der får andre på benene. Det er kærlighedens og livskraftens sejr, trods synd og død, vi ser op på. En nutidig videreførelse af denne stærke og livskraftige Jesus finder vi i Jens Jørgen Thorsens’ Jesus malet med stort erigeret lem. Det er en Jesus, der kan noget!

Apostlen Paulus’ vej til tro udformede sig helt anderledes end Luthers. Luther var tynget til jorden over at være den, han var. Det samme kan ikke just siges om Paulus, tværtimod. Han var stor i egne øjne og ikke spor brødebetynget over sig selv. For ham kommer tro som lyn fra en klar himmel, som en ekstraordinær oplevelse, hvor han pludselig ser sig selv og verden i et nyt og forandret lys. Paulus har det altså modsat Luther ganske fint – og bliver slået af noget, der er større. Men for både Luther og Paulus virker troen som en stærk håndgribelig kraft i verden, som kaster dem aktivt og engageret ind i det samfund, de er en del af.

Hvad vil det sige at være troende i dag?

Tro er flertydigt og kalejdoskopisk og ikke lige sådan at gøre færdig. Endnu en gang må man konstatere, at Gud og virkeligheden altid er større end os, hvilket disse to bønner af natkirkegængere udtrykker:

”Kære Gud.

Jeg ved, du lader tingene ske af en grund.

Men stadig er der ting, jeg ikke forstår.”

Og denne:

”Kære Gud.

Tak for din hjælp og evige kærlighed.

Tak fordi du altid er der,

Også når jeg smider dig på porten.

Jeg forstår dig ikke,

Men det er efterhånden ved at være ok.

Tak for alt.”

Eller som den danske videnskabsmand og præst Niels Steensens (1638-86) siger det i sit motto, et motto, som understreger menneskets værdighed og lovpriser mennesket som Guds vidunderlige skaberværk:

”Skønt er det vi ser,

skønnere er det vi forstår,

skønnest af alt er det, vi ikke fatter.”

Keder vi os?
Ja.
Gør det noget?
Nej.

Nogle forsvarsmekanismer går nu altså alligevel i svingninger, når vi holder sommerferie – Freud har ikke levet forgæves. Selvom vi i juli-august har gjort det tilladt for os selv ikke at lave noget nyttigt eller overhovedet gøre noget for at være til, som blomsterne på marken og fuglene på himlen, kan over-jeg’et ikke rigtig lide det. Der er for meget id i det, og aviserne skal stadig sælges.

“….livet er lykken og når jeg tænker mig om, så har jeg det allerbedst, når jeg er tanketom…”   C.V Jørgensen

For de fleste tager det en uge at komme mentalt væk fra arbejdet og en uge at begynde at omstille sig til at begynde det igen, det vil sige nul-punktet er vi kun i cirka en uges tid, dér, hvor vi seriøst flyder ud i eet med universet, ind gennem nåleøjet til den virkelighed, hvor livet er lykken. Så kommer den så også for fuld hammer – lykken. Og suger al kraft ud af dig. Du går i dansk lotusstilling – ren nirvana. Lægger dig ned, holder op med at gå. Bliver liggende.

Nu er jeg så blevet til en sidste dages ferierende og skal  til at rejse mig op igen og bygge op fra ground zero. Sådan føles det. Al energi, al kreativitet, al tankevirksomhed, al handlekraft er pist væk, og kroppen er tung, tung, tung, vænnet, som den er, til ikke at skulle noget. Om jeg orker at tænke bare én tanke, have bare én holdning og mening om noget som helst eller sætte mig ind i nogen som helst sammenhæng eller særdeleshed fra det pulserende liv. Sommeren er tanketomgang – der sker ikke en skid deroppe, og jeg vil bare sove og hænge ud. Men det kan og må jeg kke længere.

Hvordan kan man dog på nogen måde komme i gang med sit liv igen?

Måske skulle man gøre som den lille pige, der råber i Benny Andersens digt “Løsning på livets gåde”:

Den lille pige råbte til min kone:

SE, jeg SJIPPER!

Jeg KAN bare IKKE

men jeg GØR det ALLIGEVEL!

For vi skal have GÆSTER i aften

og jeg GLÆDER mig 

og jeg kan ikke VENTE 

så jeg SJIPPER!


Skønt jeg har svært ved
at forestille mig 
en sjippende skaber 

slog det mig straks 

at cirka på samme måde 

må livet være opstået.

”Jeg KAN bare IKKE, men jeg GØR det ALLIGEVEL”, råber den lille pige. Problemet er bare, at hun sjipper, fordi hun er glad. Hun gør det, hun ikke kan, fordi hun har overskud. Det overskud er svært at skue her få dage inden start, der virker selv det, man normalt kan, helt, helt uoverskueligt. Som bare det at skulle rejse sig fra divaneseren for at gå på toilettet.

Det er så som så med den glæde og det energiboost her mod slutningen. Sommer forbi er fobi-fremkaldende. Hvem kan glæde sig over sommerens dødskramper? Andre end fodboldfanatikerne og journalisterne, selvfølgelig. Og alle kæreste- og ægteparrene, der  godt kan holde hinanden ud, bare ikke hele tiden. I første omgang hedder den vel derfor ikke så meget andet end: Mød op på dit arbejde – og forlang ikke mere af dig selv end det! Alternativt kan du møde op på dit arbejde og lade som om, du er fyldt med arbejdslyst og energi efter en FANTASTISK ferie, hvor du rigtig blev ladet op og nu har GLÆDET dig til at starte på arbejdet igen, sende unger af sted i skole, myldretid, lange køer i Netto, kulde og sjask og mørke dage, hverdag, begrænsninger, pligter. ”Fake it till you make it”, som AA’erne (anonyme alkoholikere) siger det – se:

“Fake it till you make it”

Så skal det nok gå. Roligt og langsomt og uden at du vidste det, viser sommerens dvaskhed og dorskhed sig at have suget til sig fra skjulte ressourcer og kilder, ressourcer, der i det næste stykke tid vil lagre sig og efterhånden komme frem og blive brugt. Kæmper du med ferie forbi, så fortvivl derfor ikke. Sommerens tanketomhed har ikke været forgæves, men vil efter en overgang vise sine frugter. Man skal bare lige i gang.

Folkekirken kan siges at have samme forpligtelse som DR, nemlig at være public service for alle. Men hvordan gør vi det? Hvordan når vi som folkekirke bredest ud?

På DR har man valgt at have kanalen DR1, som skal nå ud i bredden. DR1 har til formål at forbinde forskellighederne i samfundet, forene individualiteterne. Her går man efter seertal og de store nationale begivenheder. Her ser vi sammen på sport, kongehus og X-faktor. Folkekirken skal have samme bredvidde, mener nogle, og det er højmessen, der skal være kirkens DR1. Højmessen skal være det mødested, der når bredest ud og binder folket sammen, som giver den fælles oplevelse og skaber fællesskabsfølelse, som er kirkens solide fundament og samtidig også udstillingsvindue for kirkens øvrige gudstjenesteformer og aktiviteter. For folkekirken har også brug for en smal kanal, lige som DR2, der ikke er afhængig eller legitimeres af seerantal/deltagerantal, men fungerer som væksthuset, hvor mangfoldigheden og eksperimenterne dyrkes.

Andre mener, at tanken om at nå ud til alle på samme gang og tid ikke alene er urealistisk, men også unødvendig, og endda kan ligge i vejen for, at forkyndelsen når ud til de mange. I stedet for at kæmpe for en enkelt gudstjenesteform, der skal kunne rumme alle (eller så mange som muligt), skal strategien være så flerstrenget som muligt, for det er ad den vej, man når bredest ud og rammer flest. Det gælder både gudstjenesteligt som kirkens øvrige liv og funktioner.

Fællesskab og individualisme

De to forskellige holdninger kan siges at afspejle to grundlæggende linjer i dansk åndshistorie: det grundtvigske fællesskab og den kierkegaardske individualisme – to gennemgående linjer, som kører på kryds og tværs i de kirkelige værdi- og strategidiskussioner om hhv. fællesskab og individualisme.

Individualismen, som også er en luthersk arv, betyder positivt set en vægt på det personlige ansvar og giver troen en spændstighed og dynamik. Vi dækker os nemlig ikke bare ind under konfession og dogmer, tradition og præster/autoriteter. Negativt kan det stå i vejen for, at noget som helst bliver gjort med vægt og gennemslagskraft og forårsage en handlingslammelse, der kommer til at bane vejen for ekstremister og sær religiøsitet.

Med hensyn til fællesskab kan man spørge, om fællesskab i en dansk sammenhæng er utopi og/eller overhovedet er ønskeligt? Og hvis fællesskab skal defineres som særligt kirkeligt, hvordan ser det så ud i dag, og hvad er det nærmere bestemt, vi skal være fælles om?

Manglende fortrolighed med kristendom

Fra folkets side har sækulariseringen betydet en stor uvidenhed om og manglende fortrolighed med kristendom. Nogle danskere efterspørger helt basal introduktion til den kristne tro. Folkekirken er endnu ikke gearet til at lede an med en sådan elementær kristendomsundervisning for voksne. Den foregår derfor uden en større samlende koordinering og indsats, af præster lokalt samt af forlagene og forskellige kursusudbydere.

Andre danskere går ikke efter mere viden, men melder sig ganske enkelt ud af folkekirken. Medlemsprocenten er gennem de seneste 25 år markant faldende og stiller folkekirken overfor nye og særlige udfordringer.

Mødet mellem folk og kirke ligger lige for

Mødet mellem folk og kirke synes på samme tid at ligge lige for – folkekirken har alle muligheder for også i en postmoderne sækulariseret tid at blive folkets kirke. Det er bare at smøge ærmerne op og komme i gang, for det er uopdyrket land, der venter på os, og folk er stadig, og måske endda i endnu højere grad end tidligere, hungrende efter den forkyndelse, som legitimerer kirken. Og så er det alligevel som om, der er noget i folkekirken selv, der blokerer – som et barn, der ikke tør tage det første skridt, uanset hvor meget, man hepper på det.

Hvis du vil læse nogle bud på og overvejelser af, hvordan man kan gribe det an, kan du læse dem i Kirkefondets juni-nummer af ’Kirken i dag’ , hvor der bl.a. er bidrag fra Hans Raun Iversen, Sindre Eide, Kresten Schultz Jørgensen, Fredrik Modéus m.fl.

Se: Kirken i dag

Det grænseløse arbejde

Forleden talte jeg med en veninde, som er ved at uddanne sig til at kunne blive erhvervspsykolog. Hun fortalte mig om ‘det grænseløse arbejde’, dvs det, at arbejdstiden ikke er klart afgrænset, men breder sig ud over alle døgnets timer og ugens dage og hvor arbejdet kan foregå både på arbejdspladsen som hjemme.

Det grænseløse arbejde bliver også benævnt det fleksible arbejde, og flere og flere menes at få det. Når jeg siger ‘menes’, er det fordi der såvidt vides ikke er lavet en undersøgelse eller statistik på, hvor mange procent, der reelt har dette grænseløse arbejde. Men med emails og mobil-telefonens opfindelse og indtog på arbejdsmarkedet er det nok flere og flere, der har eller kommer til at få det, da de to kommunikationsformer i den grad fremmer en forventning – og et pres – om altid at være til at få fat i – altid at være online, også på trods af multimedieskat. It-folk, kunstnere, politikere, undervisere, journalister og ansatte indenfor pengesektoren samt – ved jeg fra mit eget fag – præster kender ud og ind til grænseløst arbejde. Det blev da også taget op til Præsteforeningens repræsentantmøde 2010 – læs artikel fra Kr. Dagblad her

For præster er det – og er stadigvæk – endda af de fleste kirkelige retninger ophøjet til dyd. Her bliver det grænseløse arbejde kaldt for et ‘kald’, som af en eller anden uvis grund er noget, kun præster (og også lidt sygeplejersker) kan være: ‘kaldet’ til deres arbejde. At være præst kaldes et kald, dvs et kald til at være på arbejde uafbrudt og stå til rådighed uafbrudt for dem, man er præst for.

Kvindelige præster hører til dem med højest skilsmisseprocent blandt akademikere, og her kunne man godt mistænke kaldstanken for at være en medårsag til dette, en konsekvens. For kaldstanken kan gøre det umanerlig svært at mestre balancen mellem familieliv og arbejdsliv.

Der er delte meninger om, hvorvidt det grænseløse arbejde er godt eller skidt.

Vibeke Andersen, som er forsker på Danmarks Tekniske Universitet, hører til dem, der mener, at der i alt fald skal sættes nogle grænser for det grænseløse. For det gør os syge aldrig rigtigt at kunne holde fri. Det gør os stressede, fordi vi tror, vi kan klare mere, end vi kan. Vibeke Andersen mener, at det er arbejdsgiverens opgave, at hjælpe medarbejderne med at sige fra, for de fleste af os kender ikke vores egne begrænsninger. Det er derfor en fælles opgave for ledere og medarbejdere, at få sat nogle klare grænser for, hvor grænseløst arbejdet skal være, siger forskeren, der også gerne ser, at fagforeningerne kommer mere på banen i forhold til at definere hvor grænserne går.

Læs mere om det grænseløse arbejde her

Selvom det grænseløse har brug for grænsesætning ændrer det ikke ved, at der også er fordele ved det grænseløse arbejde, fordele, som mange ikke vil være foruden. Til fordelene hører nemlig, at man som ansat får større ansvar for egne arbejdsopgaver, dvs større frihed og selvforvaltning. I moderne ledelsesform er den hierarkiske patriarkalske forståelse long gone. I stedet går ledelse i dag ud på at støtte og styrke de ansatte til at kunne selv. Det er der rigtig mange, der rigtig godt kan lide – fleksibilitet og frihed til selvforvaltning i sit arbejde.

Det grænseløse arbejde er godt! – tjeck her

Men selvom man er til frihed og fleksibilitet er det som sagt ikke ensbetydende med, at man ikke har brug for grænser. En undersøgelse af danskernes psykiske arbejdsmiljø offentliggjort af Arbejdsmiljøinstituttet for nogle få år siden viste dengang, at mindst en tredjedel (34 %) havde problemer med at tackle balancen arbejdsliv – familieliv.

Min veninde, som gerne vil arbejde som erhvervsspsykolog, fortalte mig, at det, erhvervspsykologer tit bliver hyret til i dag er, at hjælpe ledelsen og de ansatte med at sætte en ramme, som det grænseløse kan agere indenfor. Det grænseløse skal møde en grænse for at undgå, at det grænseløse går helt grassat og bliver destruktivt. Arbejdsgivere skal med andre ord lære at hjælpe sine ansatte til at sige nej, og de ansatte skal selv erkende, at de ikke kan alt og ej heller kan nå alt – og at de heller ikke behøver kunne det!

Det grænseløse skal grænsesættes inden medarbejderen går ned med stress eller får et ødelagt familieliv.

Læs om undersøgelsen af danskernes psykiske arbejdsmiljø her

Jeg hører selv til en af dem, som elsker at have stor frihed i mit arbejde, og kender netop derfor også behovet for kunne sætte en grænse – og til tider have brug for at andre trækker den for mig. Der har kaldstanken tit været problematisk, fordi man meget nemt – måske især hos kvinder? – kan høre et ideal, som man SKAL kunne leve op til. Kalds-forståelsen rammer lige lukt ind i et perfekthedsgen, som er ganske u-evangelisk, hvis man forkyndte, at det skulle man kunne leve op til. Et eller andet sted ved man godt, at man ikke er det perfekte menneske og at det er håbløst at skulle kunne leve op til alle livets og menneskers forventninger og krav. Samtidig sidder den der alligevel – at man jo gerne vil kunne det, man ikke kan.

Har du selv erfaringer – positive som negative – med det grænseløse arbejde?

Der er mange veje til Gud – og forhåbentlig endda rigtig mange flere end dem, som efter sigende skulle føre os til Rom.

Der er mange veje til Gud og jeg kan ikke forestille mig, at der skulle kunne være  noget ego-stadie, som Gud ikke kan nå. Jeg håber i alt fald, at det er sandt, hvad vi synger, når vi i salmen ’Hil dig frelser og forsoner’ synger om en Gud, der er mægtig nok til ”hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent” (vers 5).

Der er mange veje til Gud og nogle er til kristuskrans, nogle til højmessen, nogle til rockgudstjeneste, nogle til pilgrimsvandring, nogle til Jesusbønnen, nogle til spaghettigudstjeneste, nogle til Taizésange, nogle til centrerende bøn, nogle til gospel,  nogle til hellig rituel dans, nogle til fadervor, nogle til orgelkoncert etc. etc.

Nogle veje falder sammen – andre ligner slet ikke hinanden. Nogle gange kan man være til det ene og til andre tider det andet. Noget af det er og bliver man aldrig til, om man så levede i tusind år.

Vigtigst i en kristen sammenhæng er dog, at alle vejene har med medmennesket og samfundet at gøre. Egentlig tror jeg ikke, det er noget særligt kristent – det er nok snarere en sandhed i alle religioner, at den dybeste religiøsitet har med det helt almindelige liv at gøre. En religiøsitet, der isolerer sig fra samfundet og andre mennesker er en religiøsitet på afveje. Eller som Jesus i 1. omgang svarede den rige unge mand, der så gerne ville vide, hvordan han selv kunne GØRE noget for at få evigt liv, for at opnå frelse – Jesus svarede den rige unge mand: Hold samfundets bud og elsk din næste som dig selv!

Bibelhistorien om Jesus og den rige unge mand (Matt. 19, 16-22)

Spiritualitetsbølgen ruller henover kirkerne i Danmark og den første forelskelse begynder efterhånden at være forbi. Tiden er ved at være der til refleksionen, til at se efter, om der er holdbarhed i eksisterende spiritualitespraksis(ser).

I et indlæg d. 19. Maj 2010 i Kristeligt Dagblad, kommer Birgitte Stoklund Larsen med en kritik af de netop overståede Danske Kirkedage. Birgitte Stoklund Larsen savnede på kirkedagene et samfundsengagement – det virkede som om spiritualitet kom til at svæve for sig selv – uden jordforbindelse, dvs spiritualitet blev til en inderlighed, som ikke formåede at komme ud igen eller have noget at sige til den verden, vi lever i.

Indlæg: Lidt for inderlige kirkedage

Nu kan inderligheden have haft den nødvendige og vigtige funktion at få sat gang i det mellem-kirkelige fællesskab – det kan være nødvendigt først at mødes og få kontakt, starte netværk og lære hinanden bedre at kende – kunne holde den gudstjeneste sammen, som kirkedagene kan siges at have været – før man som næste skridt begynder at kigge ud på verden. Men den kritik, Birgitte Stoklund Larsen kommer med, kan være reel nok. For faren ved enhver religiøs vej og spirituel praksis er, at man kommer til at gøre den til et mål i sig selv, at man gør den til frelsesvej – og måske endda til eneste frelsesvej.

Det er fint, at nogle oplever et særligt fortættet gudsnærvær gennem Kristuskransens meditation eller gennem højmessens orgelbrus og prædiken – eller hvad det nu kan være, der gør det for een. Men det er ikke lig med at denne bestemte vej eller form er den eneste saliggørende – ja i en kristen sammenhæng er der slet ingen menneskelig vej, metode, praksis eller form, som er saliggørende, for kun én kan frelse, og det er Gud selv. At kunne frelse noget eller nogen overstiger ganske enkelt noget som helst menneskes eller tekniks magt og formåen. Vi KAN ikke – heller ikke, selvom vi gerne vil det. Og sådan er det med alt det vigtigste for os i livet: vi bestemmer ikke selv.

Jesus udbrød da også som det første, da han hørte den rige unge mands spørgsmål: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode”. Og som Jesus må sige det igen lidt senere med andre ord til sine forfærdede disciple: “For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”

Sidste år besøgte Laurie Gaum, som er præst ved Center for Kristen Spiritualitet i Cape Town i Sydafrika, Natkirken i Københavns domkirke. Her holdt vi to gudstjenester om hhv. spiritualitet og homosexualitet (Laurie Gaum er selv homosexuel) og spiritualitet og kultur. Hver gang, Laurie Gaum nævnte ordet spiritualitet blev det altid samtidig en tale om næstekærlighed og samfundsengagement. De to ting kunne ikke adskilles.

Centre for Christian Spirituality

Laurie Gaum citerede også den peruvianske teolog og dominikanerpræst Gustavo Gutiérrez, for ordene:

“Every great spirituality is connected with the great historical movement of the age in which it was formulated” (fra bogen: We Drink From Our Own Wells: The Spiritual Journey of A People. 1984).

Gustavo Gutiérrez

Spiritualitet er altså konkret, kødelig og historisk – den tager bolig i tid og sted og arbejder i tidsånden, i det, tiden er præget af.

Gustavo Gutiérrez

I en tid, hvor spiritualitet og mange slags spiritualitetsformer -og praksisser er på banen, så lad os huske på, at den dybeste religiøsitet har med helt almindeligt liv at gøre.

”Guds veje er uransagelige, men Guds vilje er åbenbar”, skriver forfatteren Marianne Olsen i sin bog ’Magrittes sten’ (s. 49).

Magrittes sten

Magrittes sten og interview i: P1 Vita: Hvad ved vi om Gud?

Tro, religiøsitet, spiritualitet (kært barn har mange navne) i al dens mangfoldighed og herlige uransagelighed skal ikke få os til at isolere os fra andre mennesker og det myldrende kaos af liv, der er om os, tværtimod – sand kristen tro, religiøsitet og spiritualitet skal hjælpe os, give os mod og energi til dette ene: at turde tage del i og blive så levende engageret, som man nu kan, i den verden, vi lever i. At gå ind til livet, som Jesus kaldte det. Og her er der rigeligt med udfordringer at tage fat på! Og frelsen? – ja, den skal Gud nok tage sig af.