Keder vi os?
Ja.
Gør det noget?
Nej.
Nogle forsvarsmekanismer går nu altså alligevel i svingninger, når vi holder sommerferie – Freud har ikke levet forgæves. Selvom vi i juli-august har gjort det tilladt for os selv ikke at lave noget nyttigt eller overhovedet gøre noget for at være til, som blomsterne på marken og fuglene på himlen, kan over-jeg’et ikke rigtig lide det. Der er for meget id i det, og aviserne skal stadig sælges.
“….livet er lykken og når jeg tænker mig om, så har jeg det allerbedst, når jeg er tanketom…” C.V Jørgensen
For de fleste tager det en uge at komme mentalt væk fra arbejdet og en uge at begynde at omstille sig til at begynde det igen, det vil sige nul-punktet er vi kun i cirka en uges tid, dér, hvor vi seriøst flyder ud i eet med universet, ind gennem nåleøjet til den virkelighed, hvor livet er lykken. Så kommer den så også for fuld hammer – lykken. Og suger al kraft ud af dig. Du går i dansk lotusstilling – ren nirvana. Lægger dig ned, holder op med at gå. Bliver liggende.
Nu er jeg så blevet til en sidste dages ferierende og skal til at rejse mig op igen og bygge op fra ground zero. Sådan føles det. Al energi, al kreativitet, al tankevirksomhed, al handlekraft er pist væk, og kroppen er tung, tung, tung, vænnet, som den er, til ikke at skulle noget. Om jeg orker at tænke bare én tanke, have bare én holdning og mening om noget som helst eller sætte mig ind i nogen som helst sammenhæng eller særdeleshed fra det pulserende liv. Sommeren er tanketomgang – der sker ikke en skid deroppe, og jeg vil bare sove og hænge ud. Men det kan og må jeg kke længere.
Hvordan kan man dog på nogen måde komme i gang med sit liv igen?
Måske skulle man gøre som den lille pige, der råber i Benny Andersens digt “Løsning på livets gåde”:
Den lille pige råbte til min kone:
SE, jeg SJIPPER!
Jeg KAN bare IKKE
men jeg GØR det ALLIGEVEL!
For vi skal have GÆSTER i aften
og jeg GLÆDER mig
og jeg kan ikke VENTE
så jeg SJIPPER!
Skønt jeg har svært ved
at forestille mig
en sjippende skaber
slog det mig straks
at cirka på samme måde
må livet være opstået.
”Jeg KAN bare IKKE, men jeg GØR det ALLIGEVEL”, råber den lille pige. Problemet er bare, at hun sjipper, fordi hun er glad. Hun gør det, hun ikke kan, fordi hun har overskud. Det overskud er svært at skue her få dage inden start, der virker selv det, man normalt kan, helt, helt uoverskueligt. Som bare det at skulle rejse sig fra divaneseren for at gå på toilettet.
Det er så som så med den glæde og det energiboost her mod slutningen. Sommer forbi er fobi-fremkaldende. Hvem kan glæde sig over sommerens dødskramper? Andre end fodboldfanatikerne og journalisterne, selvfølgelig. Og alle kæreste- og ægteparrene, der godt kan holde hinanden ud, bare ikke hele tiden. I første omgang hedder den vel derfor ikke så meget andet end: Mød op på dit arbejde – og forlang ikke mere af dig selv end det! Alternativt kan du møde op på dit arbejde og lade som om, du er fyldt med arbejdslyst og energi efter en FANTASTISK ferie, hvor du rigtig blev ladet op og nu har GLÆDET dig til at starte på arbejdet igen, sende unger af sted i skole, myldretid, lange køer i Netto, kulde og sjask og mørke dage, hverdag, begrænsninger, pligter. ”Fake it till you make it”, som AA’erne (anonyme alkoholikere) siger det – se:
“Fake it till you make it”
Så skal det nok gå. Roligt og langsomt og uden at du vidste det, viser sommerens dvaskhed og dorskhed sig at have suget til sig fra skjulte ressourcer og kilder, ressourcer, der i det næste stykke tid vil lagre sig og efterhånden komme frem og blive brugt. Kæmper du med ferie forbi, så fortvivl derfor ikke. Sommerens tanketomhed har ikke været forgæves, men vil efter en overgang vise sine frugter. Man skal bare lige i gang.
